Koffehavn
Koffehavn er en lille fiskeplads på Jegindø i Limfjorden. Man kan såmænd sagtens kalde den en stor fiskeplads, da det er muligt at gå så langt rundt om øen fra pladsen, som man vil. Det i begge retninger.
Men den del af fiskepladsen, som beskrives her, drejer sig om en lille vig og ca. 200 meter i hver retning derfra.
Koffehavn er glimrende til fangst af havørreder i vinterhalvåret. Fra sen efterår, vinteren igennem og godt ind i foråret. Man kan dog ikke afskrive sommeren helt her. Det strømmende vand fra “hullet” i Jegindø-Dæmningen, er forholdsvis kraftigt under ebbe og flod. Vandet inde på fiskepladsen, som ellers i nogle perioder af sommeren, kan blive for varmt til havørrederne, bliver da udskiftet med det friske, det køligere og mere iltholdige udefra.
Pladsen, som ligger i den nærmest aflukkede indre del af øen, er også åben fra den anden side, så under somre med skiftende vejr, blæst og regn, samt til tider sol, kan der ovenikøbet være ligeså mange fisk inde i sommerhalvåret, som i vinterhalvåret.
Vand og bundforhold
I de yderste dele af fiskepladsen, er der spidser med småsten på bunden. Der står tit havørreder over hver af dem. Ålegræs er overalt i området og generelt består bunden af mørkere sand, småsten, samt plamager eller bælter af ålegræs. Badekar er også at finde i vigen, samt dybere huller ude i midten af pladsen, som generelt er lavvandet.
Man fisker over en max-dybde på godt 1 meter. Gennemsnits-dybden er ca. 60-70 cm.
Vandet er oftest klart og bliver for det meste kun uklart, i længere perioder med kraftig vind fra øst eller syd.
Årstider – fiskearter ved Koffehavn – Limfjorden
Havørred: Ved Koffehavn er det under langt de fleste ture dertil, en fordel at fiske fra land. Havørrederne står typisk langt inde og ved at gå ud i vandet, forstyrres de og enten forlader pladsen eller bliver mere forsigtige/sværere at fange. Skal man vadefiske, skal der fiskes på langs af pladsen samt kastes udad.
I vinterhalvåret kan havørrederne fanges fra morgen til aften, som tidligere nævnt, langt inde. Om sommeren – typisk kun morgen og aften. Men i de ydre dele, fanges de lettest i lange kast udad i det lidt dybere vand, hvor de også kan fanges midt på dagen.
Man kan både fange store og små havørreder på denne fiskeplads i Limfjorden. Selv nogle af fjordens største ørreder, kan til tider være at finde i området.
Mindstemål: 40 cm.
I Limfjorden er det kun farvede havørreder, som har en fredningsperiode. Det fra d. 16. november til d. 15. januar. Dvs. at fisk i yngledragt skal genudsættes.
I fredningsperioden må man kun tage helt blanke fisk med løse skæl med hjem.
Der er ingen fredningsbælter på Jegindø.
Hornfisk: Hornfisken er at finde overalt i Limfjorden fra maj måned og ca. 3-4 måneder frem.
Intet mindstemål og ingen fredningstid.
Parkering
Klik på linket for at se hvor du kan parkere: Parkering
Se en fiskeplads nær Koffehavn: Klik her…