Nederby
Nederby er en let tilgængelig fiskeplads på Fur. Pladsen er at finde i den sydøstlige del af øen. Der er reelt set tale om en lavvandsplads, som har utrolig mange revler hele vejen ud. Pladsen kræver waders og det kan allerede fra det sene forår betale sig, at vade et stykke ud for at kunne finde fisk.
Der er god strøm ved Nederby under ebbe og flod. Man skal da helle ikke mere end et par hundrede meter ud, før sejlrenden på sin vis begynder.
Et lille stykke mod nordøst er Vojel Vig, som under højvande nogle år, besøges af fødesøgende havørreder. Efter vigen kommer Timmose Odde, som absolut er et besøg værd, når området affiskes.
Gennemsnitsdybden på pladsen er ca. 1 meter.
Vand og bundforhold
Bunden er på mange måder ganske tiltalende. Store bælter af ålegræs tegner streger i bunden, så langt ud øjet rækker. En gul/brun sandbund er at finde overalt langs pladsen. Den og bælterne af ålegræs, kombineret med sporadisk placerede blæretangsbuske, render og revler, tiltrækker en del hornfisk i sæsonen og til tider også havørreder under 2-3 årstider.
Det område der skiller sig ud er Timmose Odde. Selvom den ikke er synderlig stor, giver den alligevel et frisk pust til området. 2 mindre stenrev, samt stenbund et stykke ud og en del blæretangsbuske, minder mest af alt om en kystplads udenfor fjorden. Der er dage hvor ørrederne helst befinder ude langs odden.
Affisk altid hele pladsen, da det sjældent er til at sige præcist hvor der er ørreder, selvom det kunne være rart til tider…
Vandet bliver sjældent uklart, men det kan hænde når vinden står kraftigt ind fra øst.
Årstider – fiskearter ved Nederby
Havørred: Lystfiskeriet efter havørreder er klart bedst fra det tidlige forår, samt om efteråret langs pladsen. Forårsfiskeriet kan ændre sig fra år til år. Efteråret er kontinuerligt den mest stabile årstid til fangst af havørreder, i denne del af Limfjorden.
I vintersæsonen kan der være fisk nær- og inde i Vojel Vig. Typisk under højvande. I perioder med længerevarende frost, er der oftest ingen fisk langs Nederby.
I sommersæsonen henvises til de nordlige fiskepladser, de vestlige, samt de nordøstlige. Eksempelvis spidsen af Færker Odde eller Nordstrand generelt.
Man kan både dyrke fluefiskeri og spinnefiskeri efter havørreder rundt om hele øen.
Mindstemål: 40 cm.
I Limfjorden er det kun farvede havørreder, som har en fredningsperiode. Det fra d. 16. november til d. 15. januar. D.v.s. at fisk i yngledragt skal genudsættes.
I fredningsperioden må man kun tage helt blanke fisk med løse skæl med hjem.
Hornfisk: Hornfisken er at finde overalt i Limfjorden fra maj måned og ca. 3-4 måneder frem.
Intet mindstemål og ingen fredningstid.
Ål: Denne fiskeplads egner sig i høj grad til fiskeri efter ål om aftenen og om natten. Især inde omkring Vojel Vig. Et par almindelige regnorm, og et forfang kan gøre tricket. Husk evt. en klokke når der fiskes på bunden eller et knæklys hvis der fiskes med prop.
Mindstemål for ål er: 40 cm.
Parkering
Klik på linket for at se hvor du kan parkere ved den sydligste del af fiskepladsen: Badebroen…
Affisk strækningen mod nord. Ca. 2 km.
Læs også om fiskepladsen tæt på denne: Færker Odde…